342 AUSTRALIAN SHEPHERD
Sakset fra Hyrde-kvæg og Gård-hundeklubbens informationsnr med tilladelse fra formanden Bodil Rutz
Der er mange teorier om oprindelsen af Australian Shepherd, men denne
version er den mest almindelige. Den Australian Shepherd, som vi kender i
dag, er, på trods af sit navn, udviklet fuldstændig i Amerika. I
slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede kom forfædrene
til dagens "Aussies" til de vest- og nordvestlige stater som
hyrdehunde for de Baskiske hyrder, der kom sammen med et stort antal får
importeret fra Australien. Disse hårdtarbejdende, middelstore, "små
blå hunde" imponerede snart de amerikanske ranch-ejere og farmere,
som selv begyndte at bruge dem. Man avlede mere efter arbejdsevne end
efter udseende, og af og til blev hunde fra andre hyrdehunderacer avlet
ind på linierne. På trods af dette ligner dagens Aussies endnu de hunde,
som kom fra Europa via Australien, og et stort antal Aussies arbejder
stadig med kvæg og får på ranches i Amerika og andre steder. I 1957 fik
racen sin egen specialklub, som arbejdede for racen virke, og adskillige
klubber registrerede hundene. I 1976 blev der lavet en standard for racens
og i 1980 blev alle registreringer samlet. Den Amerikanske Kennelklub
godkendte racen i 1992, men først i juni 1996 godkendte FCI racen på prøve
i foreløbig 2 år.
En Australian Shepherd er velproportioneret, den er en anelse længere end
den er høj. Den er opmærksom, livlig, smidig og hurtig, fast og muskuløs
uden at være klodset. Pelsen er af moderat længde og grovhed med en
farvevariation der spænder fra rød merle og rød over sort til blå
merle, alle med eller uden hvide og tan tegninger, som giver alle hunde et
individuelt udseende. Den fødes både med og uden hale og er derfor
tidligere blevet kuperet, men herhjemme vil den fremtræde både med og
uden hale.
Ryghøjden er 51-58 cm for hanhunde og 46-53 cm for tæver.
Australian Shepherds er meget alsidige og intelligente hunde. De er både
adrætte hyrdehunde og intelligente og dejlige familiehunde. De elsker at
samarbejde med deres ejer, hvilket giver dem evnen til hurtigt at lære.
Aussies er af natur reserverede over for fremmede, men aldrig sky eller
bange. De har stærke territorieinstinkter og er af natur besiddende og
beskyttende overfor familie og hjem. De elsker børn, hvis de vokser op
med dem, og bliver hurtigt et hengivent familiemedlem. Aussies behøver
ikke meget plads, men de har behov for daglig motion, opmærksomhed og
engagement.
De elsker al form for arbejde, udover hyrdearbejde f.eks. Lydighed,
agility, spor og frisbee, men faktisk er det kun fantasien, der sætter grænser.
De fleste er svære at holde fra vand, og de er super fodvarmere, når de
ruller sig sammen i fodenden af sengen.