000 DANSK-SVENSK GÅRDHUND 


Dansk-svensk gårdhund


Sakset fra Hyrde og Gårdhundenes informationsblad med tilladelse fra formanden Bodil Rüzs

Dansk/Svensk Gårdhund er det samme som den gamle danske foxterrier. I Sverige kaldte de den Skånsk Terrier, men det er slet ikke nogen terrier, det er snarere en pinscher. Gårdhunden har ikke det iltre terrier-temperament.

Man har haft Gårdhunde overalt på landet til at tage rotter og mus, men også til alt andet forefaldende arbejde til hunde. De gav hals, når der kom fremmede, holdt ræven fra hønsene, gik med på jagt, hentede køerne ind til malkning, legede med børnene o.s.v.
Ud over at være blevet brugt som gårdhund, har den også været meget brugt som cirkushund. Hvad en race har været brugt til, siger en hel del om, hvordan den er. Hvis man skal bygge et cirkusnummer op, bruger man de hunde, der lettest lærer det. Altså Gårdhunde er lærenemme, samarbejdsvillige og glade for at lære kunster.
For at kunne tage rotter, skal hunden være lynhurtig og være god til at bruge sin næse. Desuden skal dens jagtinstinkt efter småvildt være veludviklet. Og det er det. Gårdhunde er eminente rottejægere.

Da Gårdhunden boede på landet, gik den frit på gården uden at løbe sin vej. Dvs. det er ikke en hund, der strejfer. Men er der løbetid, så er både han og tæve interesseret i at møde det modsatte køn! Mange steder havde man et par stykker. Det går fint, da Gårdhunde ikke slås. Hvis en hund kan nå at passe alt det arbejde, siger det sig selv, at den er energisk. Gårdhunde er livlige og behøver opmærksomhed og beskæftigelse. Det kan være gåture, lydighedstræning, kunster af forskellig slags som "det er en tysker" og "find min sko" og agility.

Agility er lige noget for Gårdhunde. De kan springe utroligt højt, er meget sikre på benene, er hurtige, lærenemme og samarbejdsvillige. Det er ikke så underligt, at mange Gårdhunde hedder Kvik.

En Dansk/Svensk Gårdhund er en lille, kompakt, let rektangulær hund. Den har et ret lille, trekantet hoved, med tydeligt stop, mørke øjne og rosenører eller fremadtippede ører. Brystkassen er dyb og bred. Forbenene er normalt vinklede, bagbenene er velvinklede og muskuløse. Halen er ikke for højt ansat. Nogle har medfødt stumphale. Pelsen er kort og glat. Hvid farve skal dominere med pletter i forskellige farver, f.eks. sort og tan (dvs. trefarvet eller med hound-tegning), sort, rød, zobel, leverbrun og tan og vildttarvet. Idealhøjde for hanhunde: 34 - 37 cm, for tæver: 32 - 35 cm. Tilladt variation +/- 2 cm
 


FCI Standard


TILBAGE