049 FINSK SPIDS
Indsendt af Bente Stege - Kennel BIS OF DENMARK
Som nypudset ædelt metal lyser den finske spids op overalt, hvor den færdes.
Farven er klar rødbrun eller gul/rød med et usædvanligt varmt skær,
som ikke findes hos ret mange andre racer. I sit hjemland Finland kaldes
racen suomenpystykorva. Direkte oversat betyder det finsk spidsøret hund.
Formentlig er stamfaderen til den finske spids den samme, som har dannet
grundlag for racerne norsk buhund og norbottenspids. I tidligere tid var racen
både brugt som vagthund, familiehund og jagthund på al slags
vildt, også bjørn og elg. Senere specialiseredes den til en særlig form
for jagt på fuglevildt. Ved hjælp af sit blik og en kraftig gøen
fastholder den fuglen, som den forinden har skræmt op i et træ.
Denne finske national race var i slutningen af det 19. århundrede
alvorligt truet. En gruppe mennesker satte sig derfor som mål at redde
racen og skabe en god jagthund, som skulle være i besiddelse af den
oprindelige karakteristiske skønhed og gode intelligens. Det materiale,
man arbejdede med, var uens og meget forskelligt fra den race, vi kender i
dag. Det første udkast til racebeskrivelse fik man ved grundlæggelsen af
finsk kennelklub i 1889. Et af de største problemer var at samle de gode
hunde. Det var derfor en stor hjælp, da man i 1891 for første
gang afholdt en hundeudstilling og herunder kunne præmiere de 4 første
hanner og en tæve. Et stadig stigende krav til jagtprøver, som kunne bedømme
hundenes jagtduelighed, blev indfriet i 1897, og prøverne har lige siden
været afholdt flere gange om året. Den første rigtige racebeskrivelse
kom i 1892 og efterfulgtes allerede i 1897 af en ny, som forandrede den
finske spids meget. Fra oprindelig at være en ræveagtig, langstrakt
traver blev den til en mere kvadratisk bygget type. Indtil 1920 havde man
optaget ukendte hunde i racen, men nu begyndte man at renavle på det kendte
materiale, og i 1946 kunne racestandarden godkendes. Allerede i 1920
var de første eksemplarer kommet til England, og den smukke, harmoniske
spids vandt hurtigt indpas mange andre steder. De nordiske lande,
Mellem-Europa, Australien, USA, Canada og New Zealand er blot nogle af de
lande, hvor den findes i dag. De første
kendte importer af finske spidser i Danmark registreredes i 1959. Fra 1976
har racen med stor dygtighed været opdrættet af Käthe Valsted, Korsør.
I Danmark bruges den finske spids kun som selskabshund, men den har et
meget veludviklet jagtinstinkt, som også her kunne bruges til jagt på
fugle og mindre pelsvildt. Ifølge dens natur elsker den at færdes i
skoven, hvor den bør holdes i snor, da den ellers vil jage. Især ræv og
egern viser den stor interesse for. En finsk spids er en meget livlig og
vagtsom hund, som på grund af sin oprindelige anvendelse, har let til
gøen.
Racen
er ikke aggressiv, men den underkaster sig hverken
mennesker eller egne artsfæller.
Uden at opføre sig dumdristigt, kan den
ofte være skarp over for selv meget større modstandere.
Det er en
fantastisk god vagthund, som trofast og modigt beskytter dem, den holder
af og udviser en reserveret mistænksom holdning over for fremmede. Den
finske spids kan uden større vanskeligheder tilpasses det moderne
samfund, men vil foretrække at bo, hvor den kan tilbydes udendørs ophold
en del af dagen. Plejen består af kortvarig børstning, men hunden behøver
sjældent bades.
Udseende: Kroppen er næsten kvadratisk
med dybt bryst og lige, stærk ryg. Halen er stramt oprullet i en bue fra
roden fremefter og tilbage tæt ned langs låret, hvor halespidsen skal nå
til midt på låret. Hovedet er af middelstørrelse, snudepartiet smalt
med sort næse. Ørerne er overordentligt bevægelige og bæres stramt stående.
Øjnene er mørke, middelstore og livlige.
Pelsen består af grov overpels
og en underpels, som er blød, tæt, kort og lysere end overpels end
overpelsen. Farven er rødbrun eller gul/rød. Hvide poter, smal hvid
bryststribe samt enkelte sorte hår accepteres.
Højde for hanner: 44-50 cm. Tæver: 39-45 cm.