122 LABRADOR RETRIEVER
 

Labradoren er en jagthund - ingen tvivl om det. Men dens væsen og egenskaber gør den anvendelig langt uden for jægernes kredse. Som eftersøgningshund på mange forskellige felter på grund af sin fine næse. Og først og fremmest som familiehund fordi den er omgængeligheden i egen høje person. De første optegnelser om de hunde, der senere skulle kendes og elskes under racenavnet labrador retriever, findes i Lord Malmesburys familiejagtjournal fra 1809. Her er optegnelser om køb af jagthunde fra Newfoundland.
Lord Malmesbury boede på HeronCourt, fire engelske mil fra Poole Harbour der var det vigtigste handelscenter og forbindelse med de engelske fiskere, som om sommeren fiskede ud for Newfoundlands kyst. Af disse sømænd købte og opretholdt Lord Malmesbury en hel jagtkennel med disse sorte hunde. Lord Malmesbury var ikke ene om at importere hunde fra søfolkene, men han var enestående derved, at han beholdt linien ren, hvilket en søn fortsatte med efter faderens død i 1841.

Rødder i den gamle verden som andre amerikanere
Det var tidligere den almindelige opfattelse, at de hunde, fiskerne bragte til Poole, oprindelig var hjemmehørende på Newfoundland, og at indianerne brugte dem; men hverken de oprindelige Dorset indianere eller de senere Beothuk indianere havde hunde. I 1700-tallet var Newfoundland ikke en koloni- men en fiskestation. Det var ved lov forbudt at bosætte sig på øen; men hvert efterår, når fiskerflåden var sejlet hjem til England, måtte nogle blive tilbage for at reparere hytter, bolværker osv. og gøre klar til næste sæson. Da vintrene var hårde, var det et job for virkelig gode skovfolk og jægere. Disse blev rekrutteret i Devon og sendt til Newfoundland og da de selv skulle skaffe sig mad, medbragte de jagthunde. En af de racer de medbragte, har uden tvivl været St. Huberts Hund, der på denne tid brugtes som jagthund i både Frankrig og England. I England blev St. Huberts Hund blandet med andre racer, hvorimod den på Newfoundland forblev ren.
St. Huberts Hund findes dels afbildet dels beskrevet i George Tuberviles bog fra 1576 'Book of Hunting - et træsnittryk af denne hund har en slående lighed med labradoren og den beskrives således: Hundene er almindeligvis sorte, dog kan de findes i alle farver. Hundene er kraftige af krop, men med korte ben, derfor er de ikke meget hurtige. De har meget god lugtesans, de jager og sporer anskudt vildt. Hundene frygter hverken vand eller kulde, men stræber efter vildt, der lugter

Geografsk uvidenhed?
I Skotland havde den femte hertug af Buccleuch og Queensbury i ca. 1835 købt samme slags sorte hund af en sømand, som vendte hjem fra Newfoundland til Greenoch, og hertugen kaldte den, som den første af alle for labrador retriever. Hvorfor han gjorde dette vides ikke med bestemthed, men det kan vel skyldes ukendskab til de nøjagtige geografiske betegnelser. Newfoundland er en ø, der ligger ud for halvøen Labrador pa Canadas østkyst, kun adskilt fra denne af Belle Isle Strædet.
I 1884 blev Lord Knutsford knyttet til racen og opdrættede uden afbrydelse i ca. et halvt århundrede under kennelnavnet Munden. Efter at have opdrættet to eller tre generationer, registrerede Lord Knutsford i 1904 syv hunde som labrador retrievere hos The Kennel Club. Dette var første gang, racen blev selvstændigt registreret, indtil 1904 havde alle retrieverracer været registreret under fælles navn.
Blandt disse første var Munden Single, der samme år startede som den første labrador på en markprøve. Da den døde, blev dens jordiske rester preserverede og udstillet pa Natural Historic Museum. Dette findes beskrevet som et noget patetisk syn for dem der kendte dens tidligere pragt. I februar 1916 grundlagde Lord Knutsford og Lady Howe? The Labrador Club.
Lord Knutsford var besjælet af tanken om dual-hunden og arbejdede hele sit liv for, at klubben skulle følge den. Han var stolt af at labradoren havde "skønhed og hjerne og han mente, at de mennesker, der ønskede en ren udstillingshund, burde vælge en anden race og ikke opdele labradorerne i hvad der kunne karakteriseres som hunde, der var nyttige på jagt til at samle vildt op og hunde, som udelukkende var riddere af udstillingsringen. Labradoren har så afgørende bevist, at den er begge dele, så det er op til dem, der holder af racen, at sørge for, at dette høje renomme opretholdes.

Til Danmark efter krigen
Første gang, man hører om labrador her i landet- er lige efter anden verdenskrig i 1946 hvor der importeredes et par stykker. De blev aldrig registreret i DKK eller fik afkom. I 1949 importerede lensbaron Juel Brockdorft Valdemars Slot, en drægtig tæve Rockstead Footspark, fra England, og dermed var labradoren kommet for at blive. Jill fik otte hvalpe den 13. april 1949, desværre blev hun aldrig drægtig igen, men nye importer fulgte. Den 16. april 1959 blev Dansk Labrador Retriever klub stiftet i Dansk Kennel Klubs lokaler i København. Ved denne lejlighed holdt lensbaron Iuel-Brockdorff en tale, hvori han bl.a. sagde: "Ved forskellige rejser i England og Skotland gav jeg mig til så småt at studere labradoren. Det gik op for mig i al sin bedrøvelighed at markprøve-entusiasterne ikke brød sig en døjt om hundens udseende, medens modsat udstillings-entusiasterne ikke brød sig om de jagtlige egenskaber. Derved var der nærmest opstået to typer labrador retrievere, af hvilken den der optrådte på markprøver, i masser af tilfæde var af et ret utiltalende eksteriør En anden ting, jeg lagde mærke til på de engelske markprøver, var. at racens naturlige grundighed blev ofret på det ulyksalige alter, der hedder fart. Det næste skridt for mig var at forsøge at erhverve det, englænderne kalder en dual purpose hund - en udstillingshund, der også kan vinde markprøver. Det viste sig nærmest umuligt, i hvert fald for min pengepung, da hunde af de linier, der kun avles til udstillingsbrug, meget ofte er hårdmundede modsat racens hovedegenskab. Det var efter denne sidste opdagelse, jeg blev enig med mig selv om at en sådan udvikling burde forhindres i Danmark og at det første skridt var oprettelse af en klub, der kunne varetage labradorens interesser herhjemme.

Den uovertrufne apportør
Alle de ting, der nævnes i denne tale, er lige aktuelle i dag. I begyndelsen kneb det med populariteten og anerkendelsen af racen hos ejerne af de stående jagthunde. Det kunne ikke passe at en så stor og tung hund kunne klare en dags jagtstrabadser; ja, om labradorens udseende blev der gang på gang rejst spørgsmål om den nu også kunne være ægte, men efterhånden som labradoren kom med på de store klapjagter og var suveræn på såvel anskudt som dødt vildt, ja, så fik piben en anden lyd og flere og flere fik øjnene op for labradorens fortræffelige egenskaber- dens robusthed, dens glæde ved at apportere fra vand og land og fremfor alt dens store lærevillighed og elskelige væsen. I dag er labradoren den mest anvendte apportør pa dansk jagt og Dansk Retriever Klub gør gennem træning og prøver et meget stort arbejde for at fastholde racens jagtegenskaber. Prøverne tiltrækker også mange ikke jægere, der har stor fornøjelse af sporten og konkurrencen på disse prøver. For racen er det væsentligt at prøverne er i overensstemmelse med klubbens formålsparagraf og ikke udarter til rent apporterings-cirkus. På DKK- og specialklubudstillinger møder labrador også frem i stort antal, og de dommere som dømmer her, har et meget stort ansvar for, at racens standard overholdes. Man kunne ønske, at alle udstillere var sig bevidst at labradoren er en jagthund og den derfor bør udstilles i en kondition, der er foreneligt med dette.

Eksplosionsagtig vækst
Fra de tyve entusiaster der samledes i 1959 og stiftede Dansk Labrador Klub, er medlemskaren af labradormedlemmer i Dansk Retriever Klub, som klubben, der er specialklub for de fem retrieverracer hedder i dag, vokset til over 3500. Registreringerne i DKK er også vokset eksplosivt. I 1959 var de på 69 og i 1990 pa 2479, ja i midten af firserne registreredes over 3000 årligt. Når labradoren er blevet så populær skyldes det selvfølgelig, at dens egenskaber har gjort den anvendelig uden for jægernes kreds. Først og fremmest som familiehund. Det gik hurtigt op for folk, at labradoren var en behagelig hund at omgås i hjemmet uden for den tid, hvor husherren brugte hunden på jagt. Den krævede ikke megen motion eller plads eller for den sags skyld opdragelse/træning hvorfor den let kunne tilfredsstille de fleste almindelige familiers behov for hund. Ja hed det ikke i de glade 60´ere og 70ere "Villa, Volvo og labrador? Langt de fleste labradorer lever i dag som højtelskede familiehunde. Et område hvor labradoren har fundet en fornem opgave er som blindeførerhund. Det er altid en fornøjelse at beundre det tætte samarbejde og den samhørighed, der er mellem et synshandicappet menneske og en førerhund. Narko-, bombe- og lavinehunde er andre samfundsnyttige jobs der ofte varetages af labradoren på grund af dens gode næse.
Husk: En typisk labrador ser ud som en labrador; hvis den minder dig om nogen anden race, ja så er den ikke typisk
Til dette typiske hører frem for alt temperamentet, som i racens standard er beskrevet således: "Intelligent, ivrig og villig til at adlyde, med et stærkt ønske om at behage. Dens væsen er venligt uden antydning af aggressivitet eller upassende skyhed.
Den brune labrador er ikke så almindelig som den sorte og den gule men farven er fuldt anerkendt.

Sakset fra DKK's Medlemsblad HUNDEN

FCI Standard
 

SLÆGTSFORSKNING PÅ RACEN

DKK´s lager af gamle stamtavlebøger og stamkort er i min besiddelse
Stamtavlerne er stadig under udarbejdelse og vil blive digitaliseret efterhånden som jeg finder frem til dem

Fra 1980 kan man som DKK-medlem se stamtavler på HUNDEWEB

TILBAGE