122 LABRADOR RETRIEVER
Labradoren er en jagthund - ingen tvivl om det. Men dens væsen og
egenskaber gør den anvendelig langt uden for jægernes kredse. Som
eftersøgningshund på mange forskellige felter på grund af sin fine
næse. Og først og fremmest som familiehund fordi den er omgængeligheden
i egen høje person. De første optegnelser om de hunde, der senere skulle
kendes og elskes under racenavnet labrador retriever, findes i Lord
Malmesburys familiejagtjournal fra 1809. Her er optegnelser om køb af
jagthunde fra Newfoundland.
Lord Malmesbury boede på HeronCourt, fire engelske mil fra Poole Harbour
der var det vigtigste handelscenter og forbindelse med de engelske
fiskere, som om sommeren fiskede ud for Newfoundlands kyst. Af disse
sømænd købte og opretholdt Lord Malmesbury en hel jagtkennel med disse
sorte hunde. Lord Malmesbury var ikke ene om at importere hunde fra
søfolkene, men han var enestående derved, at han beholdt linien ren,
hvilket en søn fortsatte med efter faderens død i 1841.
Rødder i den gamle verden som andre amerikanere
Det var tidligere den almindelige opfattelse, at de hunde, fiskerne bragte
til Poole, oprindelig var hjemmehørende på Newfoundland, og at
indianerne brugte dem; men hverken de oprindelige Dorset indianere eller
de senere Beothuk indianere havde hunde. I 1700-tallet var Newfoundland
ikke en koloni- men en fiskestation. Det var ved lov forbudt at bosætte
sig på øen; men hvert efterår, når fiskerflåden var sejlet hjem til
England, måtte nogle blive tilbage for at reparere hytter, bolværker
osv. og gøre klar til næste sæson. Da vintrene var hårde, var det et
job for virkelig gode skovfolk og jægere. Disse blev rekrutteret i Devon
og sendt til Newfoundland og da de selv skulle skaffe sig mad, medbragte
de jagthunde. En af de racer de medbragte, har uden tvivl været St.
Huberts Hund, der på denne tid brugtes som jagthund i både Frankrig og
England. I England blev St. Huberts Hund blandet med andre racer, hvorimod
den på Newfoundland forblev ren.
St. Huberts Hund findes dels afbildet dels beskrevet i George Tuberviles
bog fra 1576 'Book of Hunting - et træsnittryk af denne hund har en
slående lighed med labradoren og den beskrives således: Hundene er
almindeligvis sorte, dog kan de findes i alle farver. Hundene er kraftige
af krop, men med korte ben, derfor er de ikke meget hurtige. De har meget
god lugtesans, de jager og sporer anskudt vildt. Hundene frygter hverken
vand eller kulde, men stræber efter vildt, der lugter
Geografsk uvidenhed?
I Skotland havde den femte hertug af Buccleuch og Queensbury i ca. 1835
købt samme slags sorte hund af en sømand, som vendte hjem fra
Newfoundland til Greenoch, og hertugen kaldte den, som den første af alle
for labrador retriever. Hvorfor han gjorde dette vides ikke med
bestemthed, men det kan vel skyldes ukendskab til de nøjagtige
geografiske betegnelser. Newfoundland er en ø, der ligger ud for halvøen
Labrador pa Canadas østkyst, kun adskilt fra denne af Belle Isle
Strædet.
I 1884 blev Lord Knutsford knyttet til racen og opdrættede uden
afbrydelse i ca. et halvt århundrede under kennelnavnet Munden. Efter at
have opdrættet to eller tre generationer, registrerede Lord Knutsford i
1904 syv hunde som labrador retrievere hos The Kennel Club. Dette var
første gang, racen blev selvstændigt registreret, indtil 1904 havde alle
retrieverracer været registreret under fælles navn.
Blandt disse første var Munden Single, der samme år startede som den
første labrador på en markprøve. Da den døde, blev dens jordiske
rester preserverede og udstillet pa Natural Historic Museum. Dette findes
beskrevet som et noget patetisk syn for dem der kendte dens tidligere
pragt. I februar 1916 grundlagde Lord Knutsford og Lady Howe? The Labrador
Club.
Lord Knutsford var besjælet af tanken om dual-hunden og arbejdede hele
sit liv for, at klubben skulle følge den. Han var stolt af at labradoren
havde "skønhed og hjerne og han mente, at de mennesker, der ønskede
en ren udstillingshund, burde vælge en anden race og ikke opdele
labradorerne i hvad der kunne karakteriseres som hunde, der var nyttige
på jagt til at samle vildt op og hunde, som udelukkende var riddere af
udstillingsringen. Labradoren har så afgørende bevist, at den er begge
dele, så det er op til dem, der holder af racen, at sørge for, at dette
høje renomme opretholdes.
Til Danmark efter krigen
Første gang, man hører om labrador her i landet- er lige efter anden
verdenskrig i 1946 hvor der importeredes et par stykker. De blev aldrig
registreret i DKK eller fik afkom. I 1949 importerede lensbaron Juel
Brockdorft Valdemars Slot, en drægtig tæve Rockstead Footspark, fra
England, og dermed var labradoren kommet for at blive. Jill fik otte
hvalpe den 13. april 1949, desværre blev hun aldrig drægtig igen, men
nye importer fulgte. Den 16. april 1959 blev Dansk Labrador Retriever klub
stiftet i Dansk Kennel Klubs lokaler i København. Ved denne lejlighed
holdt lensbaron Iuel-Brockdorff en tale, hvori han bl.a. sagde: "Ved
forskellige rejser i England og Skotland gav jeg mig til så småt at
studere labradoren. Det gik op for mig i al sin bedrøvelighed at markprøve-entusiasterne
ikke brød sig en døjt om hundens udseende, medens modsat
udstillings-entusiasterne ikke brød sig om de jagtlige egenskaber. Derved
var der nærmest opstået to typer labrador retrievere, af hvilken den der
optrådte på markprøver, i masser af tilfæde var af et ret utiltalende
eksteriør En anden ting, jeg lagde mærke til på de engelske markprøver,
var. at racens naturlige grundighed blev ofret på det ulyksalige alter,
der hedder fart. Det næste skridt for mig var at forsøge at erhverve
det, englænderne kalder en dual purpose hund - en udstillingshund, der
også kan vinde markprøver. Det viste sig nærmest umuligt, i hvert fald
for min pengepung, da hunde af de linier, der kun avles til
udstillingsbrug, meget ofte er hårdmundede modsat racens hovedegenskab.
Det var efter denne sidste opdagelse, jeg blev enig med mig selv om at en
sådan udvikling burde forhindres i Danmark og at det første skridt var
oprettelse af en klub, der kunne varetage labradorens interesser
herhjemme.
Den uovertrufne apportør
Alle de ting, der nævnes i denne tale, er lige aktuelle i dag. I
begyndelsen kneb det med populariteten og anerkendelsen af racen hos
ejerne af de stående jagthunde. Det kunne ikke passe at en så stor og
tung hund kunne klare en dags jagtstrabadser; ja, om labradorens udseende
blev der gang på gang rejst spørgsmål om den nu også kunne være
ægte, men efterhånden som labradoren kom med på de store klapjagter og
var suveræn på såvel anskudt som dødt vildt, ja, så fik piben en
anden lyd og flere og flere fik øjnene op for labradorens fortræffelige
egenskaber- dens robusthed, dens glæde ved at apportere fra vand og land
og fremfor alt dens store lærevillighed og elskelige væsen. I dag er
labradoren den mest anvendte apportør pa dansk jagt og Dansk Retriever
Klub gør gennem træning og prøver et meget stort arbejde for at
fastholde racens jagtegenskaber. Prøverne tiltrækker også mange ikke
jægere, der har stor fornøjelse af sporten og konkurrencen på disse
prøver. For racen er det væsentligt at prøverne er i overensstemmelse
med klubbens formålsparagraf og ikke udarter til rent
apporterings-cirkus. På DKK- og specialklubudstillinger møder labrador
også frem i stort antal, og de dommere som dømmer her, har et meget
stort ansvar for, at racens standard overholdes. Man kunne ønske, at alle
udstillere var sig bevidst at labradoren er en jagthund og den derfor bør
udstilles i en kondition, der er foreneligt med dette.
Eksplosionsagtig vækst
Fra de tyve entusiaster der samledes i 1959 og stiftede Dansk Labrador
Klub, er medlemskaren af labradormedlemmer i Dansk Retriever Klub, som
klubben, der er specialklub for de fem retrieverracer hedder i dag, vokset
til over 3500. Registreringerne i DKK er også vokset eksplosivt. I 1959
var de på 69 og i 1990 pa 2479, ja i midten af firserne registreredes
over 3000 årligt. Når labradoren er blevet så populær skyldes det
selvfølgelig, at dens egenskaber har gjort den anvendelig uden for
jægernes kreds. Først og fremmest som familiehund. Det gik hurtigt op
for folk, at labradoren var en behagelig hund at omgås i hjemmet uden for
den tid, hvor husherren brugte hunden på jagt. Den krævede ikke megen
motion eller plads eller for den sags skyld opdragelse/træning hvorfor
den let kunne tilfredsstille de fleste almindelige familiers behov for
hund. Ja hed det ikke i de glade 60´ere og 70ere "Villa, Volvo og
labrador? Langt de fleste labradorer lever i dag som højtelskede
familiehunde. Et område hvor labradoren har fundet en fornem opgave er
som blindeførerhund. Det er altid en fornøjelse at beundre det tætte
samarbejde og den samhørighed, der er mellem et synshandicappet menneske
og en førerhund. Narko-, bombe- og lavinehunde er andre samfundsnyttige
jobs der ofte varetages af labradoren på grund af dens gode næse.
Husk: En typisk labrador ser ud som en labrador; hvis den minder dig om
nogen anden race, ja så er den ikke typisk
Til dette typiske hører frem for alt temperamentet, som i racens standard
er beskrevet således: "Intelligent, ivrig og villig til at adlyde,
med et stærkt ønske om at behage. Dens væsen er venligt uden antydning
af aggressivitet eller upassende skyhed.
Den brune labrador er ikke så almindelig som den sorte og den gule men
farven er fuldt anerkendt.
Sakset fra DKK's Medlemsblad HUNDEN
SLÆGTSFORSKNING PÅ RACEN
1921 - 1930 |
1931 - 1940 |
1971 - 1979 |
DKK´s lager af gamle stamtavlebøger og
stamkort er i min besiddelse
Stamtavlerne er stadig under udarbejdelse og vil blive digitaliseret
efterhånden som jeg finder frem til dem
Stamtavler fra 1980 til nu, kan du som medlem af DKK. finde på Hundedatabasen