265 NORSK LUNDEHUND
 



 


Lundehunden har været et vigtigt led i kyst-Norges næringsvej. Hunden jaget ved at gå ind til rederne i trange bjerggange og stenhuler og hente  levende fugleunger. Kødet på lundefuglene blev brugt til menneskeføde, mens fjer og dun blev brugt til sengetøj eller eksportert sydpå. Fra 1850 gik man over til at fange lundefugle med net og det store behov for lundehunde forsvandt. I Måstad på Værøy, hvor forbindelsen til omverdenen var dårlig, tog man imidlertid vare på den stedlige stamme af lundehunde og traditionen knyttet til dette hundehold. Herfra fik ægteparret Christie i Hamar tilsendt nogle hunde i mellemkrigstiden og de byggede sig  en flok på 60-70 hunde. Under anden verdenskrig udryddet hvalpesygen næsten alle hunde på Måstad som da fik hunde tilbae igen fra Hamar. Hvalpesygen ramte senere også Østlandet og mod slutningen af 1950´erne  var stammen igen meget lille. Eleanor Christie tog nok et taf for racen og fik fem hunde tilsendt fra Måstad. Hun fik nu flere opdrættere med sig og racen blev bjerget.

I dag er det ca. 500 lundehunde i Norge og antal nyregistrerede hvalpe hos Norsk Kennel Klub ligger på mellem 40 og 70 om året. Lundehunden regnes i dag som reddet, men racen bør øges i antal for at være sikret en tryg og livskraftig fremtid.

Eksteriør
undehunden er en lille spidshund med skulderhøjde 34-38 centimeter. Hanhundene er noget kraftigere end tæverne. Kropsformen skal være rektangulær sådan at hunden er noget længere end den er høj. Pelsen har sædvanligvis brun farve med hvide tegninger. Hårlaget er middellangt, med glat og mørk overpels.

Anatomiske særtræk
Lundehundens anatomiske særtræk gør den specielt interessant i bevaringsarbejdet. Specielt for lundehunden er ekstra-tæerne. På forpoterne er det fem treleddede tæer og en som er toleddet, mens det på babenene er fire treleddede og to toleddede tær. Til ekstra-tæerne er der udviklet et godt muskelapparat, sådan at de får en praktisk funktion. Det ytre øret kan foldes sammen, sådan at det indre øret beskyttes mod snavs når hunden arbejder i trange bjerggange. Hunden har stor bevægelighed ved at skulderleddet er sådan udformet at forbenene kan føres lige ud til siden, mens nakkeleddets fleksibilitet gør at hunden kan bøje hovedet ned  på ryggen.

Sikring af lundehundens fremtid
Den vigtigste sikring af lundehunden er at sørge for at der findes en stor og livskraftig stamme af racen. Dette kan flere bidrage med ved at anskaffe sig en lundehund dersom de alligevel har tænkt at anskaffe sig en mindre selskabshund. Norsk Kennel Klub og Norsk Landbrugsmuseum indledte i 1992 et samarbejde med Norske Harehundklubbers Forbund for at opbygge  en genbank med frossen sæd til langtidslagring. Målet er at genbanken skal indeholde sæd efter ti hunde af hver af de syv norske hunderacer (foruden lundehund er det hygenhund, dunker, haldenstøver, norsk buhund, norsk elghund grå og norsk elghund sort). Sæden skal fortrinsvis lagres i ti år og kan tages i brug ved f.eks. akut krise i en race eller behov for "gammelt" materiale i avlsarbejdet.

Oversat fra norsk af Jytte Mølgaard Jensen
 


STANDARD
 


TILBAGE