[Data]

Den ruhårede hønsehund, som vi kender den, er en af de yngste racer. Først i 1873 begyndte planmæssig avl af ruhårede jagthunde. Men at det har været hunde med ru hårlag, som har været brugt til jagt, så længe jægerne har jaget med hunde, er ganske sikkert. De første skriflige beretninger om ruhårede hunde findes i germansk lovgivning fra det 5. århundrede. Det var en stridbar hyrdehund, der blev brugt til at vogte kvæg, beskytte hjemmet og desuden blev benyttet til jagt. Denne hund havde god næse, vandpassion, apportérlyst, var lærevillig og trofast. Hunden blev krydset med korthårede jagthunde og på den måde opstod de første hunde, der blev kaldt barbet eller berbet.
At dette er sket flere steder i Europa samtidigt, viser beretninger af datidens skribenter.
I Italien kaldes denne hund spinone, englænderne benævner den russisk pointer og franskmændene griffon eller barbet.
Dengang fandt dog ikke raceavl sted, således som vi kender det i dag.
Grundlaget for vor tids ruhårede hønsehunde dannes dels af pudel-pointer, og dels af den gamle stichelhaar-stammer, som er efterkommere af barbethunden.
Desuden er tilført griffonblod.
Gennembrudet kom i det 19. århundrede. Efterhånden som arbejdet med ruhår bredte sig ud over hele Tyskland, begyndte jægere i nabolandene at få øjnene op for den nye race og at hente hunde hjem fra Tyskland.
I Skandinavien var det særligt Sverige og Danmark, der viste interesse, og der blev til de to lande indført mange hunde, der kom til at danne grundlaget for den ruhårede hønsehund, vi bruger i dag. Særligt til Sverige kom der betydelige hanhunde, og da disse også blev anvendt til avlen i Danmark, er opbygningen af ruhår i de to lande faktisk baseret på det samme materiale.

I 1928 blev der i Danmark stiftet en specialklub for ruhårede jagthunde, den fik navnet »Dansk Griffon Klub«, dette er senere ændret til »Dansk Ruhår Klub«. Indtrykket af en god ruhår er en hønsehund af ædelt udseende med en tydeligt rektangulær kropsbygning. Den har en hård pels, der fuldkommen beskytter huden. Dens temperament er livligt, og dens udtryk er opmærksomt og energisk. Dens bevægelser er kraftfulde med god rækkevidde, flydende og harmoniske. Det er vigtigt, at kroppen har hensigtsmæssige proportioner, så hunden kan bevæge sig udholdende, hurtigt og adræt. Brystkassen skal være dyb og lang og give god plads til lungerne. Halsen skal være middellang og buet med kraftig muskulatur. Den muskelstærke ryg skal falde svagt og jævnt fra skulderen til krydset, som er langt og bredt, og med god muskulatur. Benene er kraftige og lodret stillede set forfra og bagfra. Bagbenene er vinklet til bedst muligt afskub. Ruhårens hale må stadig kuperes, så længden passer til brugen under jagt. Alt i alt en hund, som i alle detaljer er bygget til at bevæge sig i skiftende terræn uden at trættes. Den ruhårede hønsehunds idealstørrelse er for hanner 61 til 68 cm, for tæver 57 - 64 cm. Pelsen er ru og hård, tilliggende og tæt og med underuld. Derved yder den meget stor beskyttelse mod vejrlig og skrammer. Farven skal være mørk til mellembrun, brunbroget eller lysbroget med eller uden aftegninger. Også sortbroget er tilladt i standarden, men der er i Danmark af hensyn til avlskontrollen avlsforbud på sortbroget.
De markerede øjenbryn og et kraftigt, passende langt skæg understreger den ruhårede hønsehunds energiske udtryk. Hovedet skal være tørt og ædelt og svare til kropsstørrelsen og kønspræg. Øjnene ønskes så mørke som muligt. Den kan det hele, grunden til racens popularitet, skal søges i dens alsidighed som jagthund, Der findes så godt som ingen former for jagt, hvor den ikke opfylder jægerens krav - vel at mærke, når der er ofret den dressur, som en race med så rige evner skal have. Det er tyskernes krav om brugsegenskaber, og næsten udelukkende avl på disse, vi kan takke for den ruhårede hønsehunds fornemme egenskaber på jagt. At vi så i Danmark har skabt hunde, der med hensyn til eksteriør er anerkendt som noget af det bedste der overhovedet frembringes, kan jo kun glæde alle, der holder af racen. Man hører ofte, at ruhår er hårde at dressere. Dette er ikke tilfældet. Der findes dårlige eksemplarer inden for alle racer, og selvfølgelig også inden for ruhår, men i almindelighed er ruhår meget lærevillig og modtagelig for dressur. Man skal altid gøre sig det klart, at hunde med stor jagtlyst, som de fleste ruhår har, fordrer en gennemført dressur, for at det virkelige samarbejde mellem hund og fører lykkes, og dressuren skal være der, for at man kan omgås dem med glæde og udbytte. Ruhåren kræver megen motion, og er ikke egnet til en toværelses.
For enhver jægersmand, der sætter pris på en alsidig robust jagthund med et godt eksteriør og en fast psyke, må den ruhårede hønsehund være løsningen.

1971 - 1980

DKK´s lager af gamle stamtavlebøger og stamkort er i min besiddelse
Stamtavlerne er stadig under udarbejdelse og vil blive digitaliseret efterhånden som jeg finder frem til dem