165 SPINONE ITALIANO
Ordet spinone (spina-torn) kan henvise til flere betydninger; hundens
stikkende pels, dens evne til på fortræffelig vis at jage i tæt og
ufremkommeligt terræn, o. s. v.. Men at navnet symboliserer noget tornet
og stikkende, deri er der enighed om. I 1800-tallet havde racen lokalt
mange forskellige navne, som Can Cravin (i Piedmont), Restone eller
Spinoso (i Toscana) eller Bracco Restoso (i Nepal). Hundene kaldtes endog
bracco spinoso og bracco spinone, men i 1887 bestemte den kendte kynolog
Delor at samle dem alle under navnet Spinone, og ingen modsatte sig dette,
hvorfor det er forblevet sådan.Italiensk ruhårede fuglehund har aner
tilbage til antikken. Ja, der er mange hunderacer, som hævdes at stamme så
langt tilbage i tiden. Men for spinonen findes der virkelig en mængde
beviser i form af skulpturer og malerier fra antikkens tidsalder. Typen
fra den tid er utvetydigt den samme som vi finder i nutidens spinone. Når
man henviser til racens gamle aner, henviser man til bl.a. 1400-tal
maleren Mantega's malerier (1469) i brudesalen i Palazzo Ducale i Mantova,
der viser et hovedstudie, som er identisk med typen som nutidens
spinone.Der er skrevet meget om spinonen, F.eks. i Crippas bog om racen i
1828, men det var Delor, som i 1887 - med sin beskrivelse af racen - var
den første der fastsatte racens standard på en mere moderne måde.
Delors beskrivelse stemmer på de fleste punkter med nutidens standard for
spinonen. Siden Delor's standardisering har andre fortsat med forskellige
tolkninger og forklaringer. Men det er Solaro som i 1939, i Rassegna
Conofila - som ENCI's tidsskrift hed på den tid - der fremlægger den
endelige racebeskrivelse so ENCI godkendte i 1944.
Herefter taler man om racens udvikling i tre stadier efter begreberne;
"den beregnende, historisk før 1800" og "tiden fra 1800
til 1939" samt "tiden efter anden verdenskrig". Der skete
et vendepunkt for racen under krigen. Fordi den inden da altid syntes at
havde eksisteret og været anvendt af jægere, derfor spekulerede man i
efterkrigstiden ikke meget over, hvor hundene var blevet af. På det
tidspunkt - efter krigen - var det mennesket som behøvede hjælp og ikke
hunden. Men takket være bl.a. Professor Ceresoli, en anset overlæge ved
Maggiore hospitalet i Milano, som i slutningen af 1940-erne kørte rundt i
sin bil, på kryds og på tværs, til landsbyerne for at finde
"resterne" af den tidligere så almindelige ruhårede spinone,
det lykkes for ham at samle "rene" eksemplarer til at genopbygge
spinonen.
Ved hjælp af en del ældre såvel som nye opdrættere begyndte man et
ambitiøst avlsprogram i 1950-erne. Dette gav hurtigt resultat og typen
genopbyggedes. Men der var også nogle opdrættere, som forsøgte sig med
at eksperimentere ved indkrydsning af andre racer, så som "den
franske boulet" og "den franske korthals" samt med
"den tyske ruhårede". Dette påhit gjorde, at i særdeleshed
den brunplettede (roano marone) variant kom længere og længere væk fra
standard og dette genspejler sig endog i begyndelsen af 1970-erne. De
brune havde ikke en cance for typemæssigt at hævde sig mod de hvide og
de hvid/orange. Men dette er nu historie, for allerede i slutningen af
1970-erne havde man fået bugt med virkningen af indblandingerne, som gav
de brune utypisk pels, fejlagtige pande/kranium/snudebygning, små
mandelformede øjne, overtegnede store brune aftegninger samt en plan ryg
og kryds.
Inden jeg kommer ind på spinonens udseende i detaljer, skal det nævnes
at dens udseende og bygning altid har været af største vigtighed for
italienerne. Hovedtypens bevarelse er beviset på, at man fortsat værner
om antikkens fuglehund, den som Senofonte nævner i sin tekster 500 f.Kr.
og Se'lincourt beskriver som "den bedste jagtgriffon der findes i
Piedmont i Italien" i sin bog "Le perfait Chasseur" fra
1683. De store ruhårede jagthunde i Frankrig hedder "griffon",
derfra Se'lincourts benævning.
Spinonen har gennem alle tider været anvendt til fuglejagt i besværligt
terræn. Det har drejet sig om plørede floddelta, slamfyldte søer og
sumpmarker og sletter oversået med langtvoksende tornebuske. Det er her
racens ruhårede pels og grove tykke hud har givet en udmærket
beskyttelse mod skader. Andre racer med fin pels og tynd hud, ville ikke
kunne forcere et sådant terræn uden at skade hud og pels væsentligt. De
store kraftige poter har været en anden nødvendighed for at få
ordentligt greb i leret rundt om søer og floder.
Italienerne anså selv racen for den mest anvendelige i alle de fuglerige
sumpmarker, som fandtes og fortsat findes, i landet. Den ekstrem tykke hud
beskyttede hunden imod endog blodigler og insekter. Man sammenligner
spinonens hud med oksehud. Der findes mange forskellige teorier om,
hvorfor det er vigtigt, at spinonen bevæger sig i hurtigt trav i stedet
for - som tilfældet er med mange andre fuglehunderacer - at søge i
galop.
En af teorierne er, at de skulle kunne udholde arbejdet i travhastighed
igennem længere tid. En anden teori går ud på, at risikoen for skader
øges i den besværlige undervegetation, hvis de skulle så at sige
galoperer lige ind i den, igen andre mener, at hundene var mere effektive
i trav end i galop ved søkant i de sæbeglatte sumpmarker.
Der findes mange flere teorier, og de fleste har tilhængere, som anser
sin teori for at være den rette. En sag er dog alle blevet enige om;
spinonen er en traver. Racen er bygget til at trave, og dette holder man
fast ved i hjemlandet. Men på jagtprøven kan man accepterer få
galopspring når hunden slippes løs, men såfremt den ikke lige derefter
falder ind i hurtigt trav, kan man lige så godt "sige farvel og
tak". Racen anvendes hovedsagelig til praktisk jagt, men man vil også
se dem på jagtprøver, men de har tydeligvis ikke været alt for velbesøgte
de senere år. Racefolket vil have hundene til prøve for at kunne
vurderer, man mener, at det ikke er nok, at jægerne er tilfredse med
deres hunde, man må også have en cance for at kunne se, hvilke hunde der
er, for at kunne fortsætte avlsarbejdet.
Hvad er så en typisk "traver"?? Ja, for mange vil svaret være
en schæfer eller i det hele talt hyrdehunden. I Italien er en typisk
traver en spinone med kvadratisk krop og meget veludviklet skulder, høj
manke og et stærkt og sluttet kryds og et rigtigt veludviklet bagparti.
Herudover har spinonen ikke ret ryg. Ryggen går fra manken over lændehvirvlerne.
Linje skal bryde af ved 11. hvirvel men ikke så meget, at det kan synes
som en svajrygget. Racen skal have en dyb, stor og rummelig brystkasse og
i alle italienske beskrivelser taler man om den som nedsunken mellem
forbenene og albueknoglen.
Det typiske, lange hoved har tre detaljer, som man anser for at være helt
afgørende for den korrekte type. Dels er det issens og næseryggens
divergerende plan, det ubetydelige stop samt de store milde øjne, der er
placeret langt fra hinanden.
Spinonens kvadratiske kropsform havde frem til efterkrigsårene været en
selvfølge. Men i sammenhæng med den store revidering af racen som fandt
sted i begyndelsen af 1950-erne, målte man også hundene på alle leder
og kanter. Resultatet fra disse målinger foranledigede en animeret debat
om spinonens type i den italienske kennelklub's (ENCI) tidsskrift "I
nostri cani", hvor raceprofiler som Brianzi, Colombo, Ciceri og
Amaldi blev nævnt. Blandt andet havde Mentasti's og Brianzi's målinger
vist at helhedsindtrykket rummedes indenfor den rektangulære form, de
gjalte til og med for hunde, som var korte i lændepartiet. Men rektangulære
hunde havde man aldrig ønsket, dog dukker disse op med jævne mellemrum.
Det vigtigste ved granskningen viste sig siden, at være at alle hundene
forøvrigt havde de meget racekarakteristiske detaljer, som skiller dem
fra andre racer.
Et af de evigt tilbagevendende spørgsmål er om spinonens størrelse.
Standarden er: hanhunden 60 og 70 cm. og tæven mellem 58 og 65 cm. Men
faktum er, at racen aldrig har haft problemer med for store hunde. Vil man
lede efter sager at diskuter, så er der en sag, mener italienerne, der er
vigtig, når det gælder spinone, og det er at man bruger tid og kræfter
på at racen beholder sin meget specielle bygning, bevægelsesmåde og
sind, som har været dem til nytte i dages og ugers hårdt arbejde i
jagtmarkerne i årtusinder.
Risikoen at spinonens specielle type går tabt er overhængende, såfrem
de importerende lande ikke forstår at bevare dens egenart. På bare nogle
få årtier kan krydsninger gøre, at afkommet ikke har det mindste med
den oprindelige spinone at gøre.
Spinonen er en meget venlig og fredselskende hund, men vi taler stadig om
en jagthund med en veludviklet næse, så forudsætningen for at bibeholde
denne er, at den bliver aktiveret. For man må huske på, at det er en
stor og stærk hund, oftest med en god portion egen vilje. Danmark kan vel
ikke i nogen større udstrækning tilbyde spinonen jagtmarker, som den er
vant til, men eftersom det er en, bogstaveligt talt, hårdhudet hund, bør
den vel kunne gøre nytte på enhver breddegrad forudsat at den får
egnede arbejdsopgaver.
I Italien anser man, at de har naturlige anlæg for at apportere og
sporarbejde, man anser dem ligeledes for at være naturlige og udmærkede
svømmere.
Mange tiltales af dens udseende og i England er racen ved at udvikle sig
til at blive en populær udstillings-og selskabshund. I Italien er den en
populær udstillings-og jagthund. Der ser man den aldrig på gaderne. I
Sverige blev de første eksemplarer importeret fra Italien i 1983.
Racen er temmelig usædvanlig i Danmark, den første blev importeret af
Jens Mejdahl. I 1991 var der importeret tre fra Norge og England. I 1993
kom det første kuld (3 stk) til verden i Danmark.
Skulle du få interesse i racen er altid velkommen til at kontakte
undertegnede.
læs mere om racen på denne side:
Kilde: ©Kennel
Mejdahl