165 SPINONE ITALIANO



Ordet spinone (spina-torn) kan henvise til flere betydninger; hundens stikkende pels, dens evne til på fortræffelig vis at jage i tæt og ufremkommeligt terræn, o. s. v.. Men at navnet symboliserer noget tornet og stikkende, deri er der enighed om. I 1800-tallet havde racen lokalt mange forskellige navne, som Can Cravin (i Piedmont), Restone eller Spinoso (i Toscana) eller Bracco Restoso (i Nepal). Hundene kaldtes endog bracco spinoso og bracco spinone, men i 1887 bestemte den kendte kynolog Delor at samle dem alle under navnet Spinone, og ingen modsatte sig dette, hvorfor det er forblevet sådan.Italiensk ruhårede fuglehund har aner tilbage til antikken. Ja, der er mange hunderacer, som hævdes at stamme så langt tilbage i tiden. Men for spinonen findes der virkelig en mængde beviser i form af skulpturer og malerier fra antikkens tidsalder. Typen fra den tid er utvetydigt den samme som vi finder i nutidens spinone. Når man henviser til racens gamle aner, henviser man til bl.a. 1400-tal maleren Mantega's malerier (1469) i brudesalen i Palazzo Ducale i Mantova, der viser et hovedstudie, som er identisk med typen som nutidens spinone.Der er skrevet meget om spinonen, F.eks. i Crippas bog om racen i 1828, men det var Delor, som i 1887 - med sin beskrivelse af racen - var den første der fastsatte racens standard på en mere moderne måde. Delors beskrivelse stemmer på de fleste punkter med nutidens standard for spinonen. Siden Delor's standardisering har andre fortsat med forskellige tolkninger og forklaringer. Men det er Solaro som i 1939, i Rassegna Conofila - som ENCI's tidsskrift hed på den tid - der fremlægger den endelige racebeskrivelse so ENCI godkendte i 1944.
Herefter taler man om racens udvikling i tre stadier efter begreberne; "den beregnende, historisk før 1800" og "tiden fra 1800 til 1939" samt "tiden efter anden verdenskrig". Der skete et vendepunkt for racen under krigen. Fordi den inden da altid syntes at havde eksisteret og været anvendt af jægere, derfor spekulerede man i efterkrigstiden ikke meget over, hvor hundene var blevet af. På det tidspunkt - efter krigen - var det mennesket som behøvede hjælp og ikke hunden. Men takket være bl.a. Professor Ceresoli, en anset overlæge ved Maggiore hospitalet i Milano, som i slutningen af 1940-erne kørte rundt i sin bil, på kryds og på tværs, til landsbyerne for at finde "resterne" af den tidligere så almindelige ruhårede spinone, det lykkes for ham at samle "rene" eksemplarer til at genopbygge spinonen.
Ved hjælp af en del ældre såvel som nye opdrættere begyndte man et ambitiøst avlsprogram i 1950-erne. Dette gav hurtigt resultat og typen genopbyggedes. Men der var også nogle opdrættere, som forsøgte sig med at eksperimentere ved indkrydsning af andre racer, så som "den franske boulet" og "den franske korthals" samt med "den tyske ruhårede". Dette påhit gjorde, at i særdeleshed den brunplettede (roano marone) variant kom længere og længere væk fra standard og dette genspejler sig endog i begyndelsen af 1970-erne. De brune havde ikke en cance for typemæssigt at hævde sig mod de hvide og de hvid/orange. Men dette er nu historie, for allerede i slutningen af 1970-erne havde man fået bugt med virkningen af indblandingerne, som gav de brune utypisk pels, fejlagtige pande/kranium/snudebygning, små mandelformede øjne, overtegnede store brune aftegninger samt en plan ryg og kryds.
Inden jeg kommer ind på spinonens udseende i detaljer, skal det nævnes at dens udseende og bygning altid har været af største vigtighed for italienerne. Hovedtypens bevarelse er beviset på, at man fortsat værner om antikkens fuglehund, den som Senofonte nævner i sin tekster 500 f.Kr. og Se'lincourt beskriver som "den bedste jagtgriffon der findes i Piedmont i Italien" i sin bog "Le perfait Chasseur" fra 1683. De store ruhårede jagthunde i Frankrig hedder "griffon", derfra Se'lincourts benævning.
Spinonen har gennem alle tider været anvendt til fuglejagt i besværligt terræn. Det har drejet sig om plørede floddelta, slamfyldte søer og sumpmarker og sletter oversået med langtvoksende tornebuske. Det er her racens ruhårede pels og grove tykke hud har givet en udmærket beskyttelse mod skader. Andre racer med fin pels og tynd hud, ville ikke kunne forcere et sådant terræn uden at skade hud og pels væsentligt. De store kraftige poter har været en anden nødvendighed for at få ordentligt greb i leret rundt om søer og floder.
Italienerne anså selv racen for den mest anvendelige i alle de fuglerige sumpmarker, som fandtes og fortsat findes, i landet. Den ekstrem tykke hud beskyttede hunden imod endog blodigler og insekter. Man sammenligner spinonens hud med oksehud. Der findes mange forskellige teorier om, hvorfor det er vigtigt, at spinonen bevæger sig i hurtigt trav i stedet for - som tilfældet er med mange andre fuglehunderacer - at søge i galop.
En af teorierne er, at de skulle kunne udholde arbejdet i travhastighed igennem længere tid. En anden teori går ud på, at risikoen for skader øges i den besværlige undervegetation, hvis de skulle så at sige galoperer lige ind i den, igen andre mener, at hundene var mere effektive i trav end i galop ved søkant i de sæbeglatte sumpmarker.
Der findes mange flere teorier, og de fleste har tilhængere, som anser sin teori for at være den rette. En sag er dog alle blevet enige om; spinonen er en traver. Racen er bygget til at trave, og dette holder man fast ved i hjemlandet. Men på jagtprøven kan man accepterer få galopspring når hunden slippes løs, men såfremt den ikke lige derefter falder ind i hurtigt trav, kan man lige så godt "sige farvel og tak". Racen anvendes hovedsagelig til praktisk jagt, men man vil også se dem på jagtprøver, men de har tydeligvis ikke været alt for velbesøgte de senere år. Racefolket vil have hundene til prøve for at kunne vurderer, man mener, at det ikke er nok, at jægerne er tilfredse med deres hunde, man må også have en cance for at kunne se, hvilke hunde der er, for at kunne fortsætte avlsarbejdet.
Hvad er så en typisk "traver"?? Ja, for mange vil svaret være en schæfer eller i det hele talt hyrdehunden. I Italien er en typisk traver en spinone med kvadratisk krop og meget veludviklet skulder, høj manke og et stærkt og sluttet kryds og et rigtigt veludviklet bagparti. Herudover har spinonen ikke ret ryg. Ryggen går fra manken over lændehvirvlerne. Linje skal bryde af ved 11. hvirvel men ikke så meget, at det kan synes som en svajrygget. Racen skal have en dyb, stor og rummelig brystkasse og i alle italienske beskrivelser taler man om den som nedsunken mellem forbenene og albueknoglen.
Det typiske, lange hoved har tre detaljer, som man anser for at være helt afgørende for den korrekte type. Dels er det issens og næseryggens divergerende plan, det ubetydelige stop samt de store milde øjne, der er placeret langt fra hinanden.
Spinonens kvadratiske kropsform havde frem til efterkrigsårene været en selvfølge. Men i sammenhæng med den store revidering af racen som fandt sted i begyndelsen af 1950-erne, målte man også hundene på alle leder og kanter. Resultatet fra disse målinger foranledigede en animeret debat om spinonens type i den italienske kennelklub's (ENCI) tidsskrift "I nostri cani", hvor raceprofiler som Brianzi, Colombo, Ciceri og Amaldi blev nævnt. Blandt andet havde Mentasti's og Brianzi's målinger vist at helhedsindtrykket rummedes indenfor den rektangulære form, de gjalte til og med for hunde, som var korte i lændepartiet. Men rektangulære hunde havde man aldrig ønsket, dog dukker disse op med jævne mellemrum. Det vigtigste ved granskningen viste sig siden, at være at alle hundene forøvrigt havde de meget racekarakteristiske detaljer, som skiller dem fra andre racer.
Et af de evigt tilbagevendende spørgsmål er om spinonens størrelse. Standarden er: hanhunden 60 og 70 cm. og tæven mellem 58 og 65 cm. Men faktum er, at racen aldrig har haft problemer med for store hunde. Vil man lede efter sager at diskuter, så er der en sag, mener italienerne, der er vigtig, når det gælder spinone, og det er at man bruger tid og kræfter på at racen beholder sin meget specielle bygning, bevægelsesmåde og sind, som har været dem til nytte i dages og ugers hårdt arbejde i jagtmarkerne i årtusinder.
Risikoen at spinonens specielle type går tabt er overhængende, såfrem de importerende lande ikke forstår at bevare dens egenart. På bare nogle få årtier kan krydsninger gøre, at afkommet ikke har det mindste med den oprindelige spinone at gøre.
Spinonen er en meget venlig og fredselskende hund, men vi taler stadig om en jagthund med en veludviklet næse, så forudsætningen for at bibeholde denne er, at den bliver aktiveret. For man må huske på, at det er en stor og stærk hund, oftest med en god portion egen vilje. Danmark kan vel ikke i nogen større udstrækning tilbyde spinonen jagtmarker, som den er vant til, men eftersom det er en, bogstaveligt talt, hårdhudet hund, bør den vel kunne gøre nytte på enhver breddegrad forudsat at den får egnede arbejdsopgaver.
I Italien anser man, at de har naturlige anlæg for at apportere og sporarbejde, man anser dem ligeledes for at være naturlige og udmærkede svømmere.
Mange tiltales af dens udseende og i England er racen ved at udvikle sig til at blive en populær udstillings-og selskabshund. I Italien er den en populær udstillings-og jagthund. Der ser man den aldrig på gaderne. I Sverige blev de første eksemplarer importeret fra Italien i 1983.
Racen er temmelig usædvanlig i Danmark, den første blev importeret af Jens Mejdahl. I 1991 var der importeret tre fra Norge og England. I 1993 kom det første kuld (3 stk) til verden i Danmark.
Skulle du få interesse i racen er altid velkommen til at kontakte undertegnede.
læs mere om racen på denne side: 

Kilde: ©Kennel Mejdahl
 


FCI Standard


TILBAGE