126 WELSH SPRINGER SPANIEL
Det kan diskuteres, hvem der har størst krav på at være den
ældste spaniel race, den walisiske eller den engelske springer spaniels. Begge har en
ganske ærværdig alder, og de få historiske kilder, vi har at gå ud fra, tyder stærkt
på, at deres forfædre har været de samme - så de har altså ikke på noget at lade
hinanden høre. Det er formodentligt på et betydeligt senere tidspunkt i historien,
at deres udvikling og type er gået i hver sin retning, alt efter om de levede i midt- og
syd England eller i Wales.
Da welshen gjorde sin entré i nyere tid - i slutningen af 1800 tallet, da
udstillingsvirksomheden og forædlingen af hunderacer tog form - var folk i første gang
overbevist om, at denne spaniels var en ny og "hjemmestrikkede" hund som
Waliserne havde frembragt ved at krydse cocker, springer, og muligvis clumber, der skulle
have ansvaret for den hvide pels med de kastanierøde aftegninger.
Det store antal, der snart kom frem i og den konstante type og farve, kuldkastede snart
teorien om krydsninger. Det blev accepteret, at denne type spaniel i størrelse og vægt
midt imellem springer og cocker, og med den konstante farve, havde eksisteret i Wales
igennem meget lang tid.
Den første welsh springer der blev udstillet, det var i Birmingham i 1889, hed Corrin,
men racen blev først i 1902 anerkendt af The Kennel Club.
"Starter" er welshens kælenavn i dens hjemland. interessen for welshen
koncentrerede sig mest om dens jagtegenskaber, og nogen stører udbredelse fik den i de
følgende år ikke uden for Wales. Det var nær ved at blive racens ruin under 2.
verdenskrig.
Wales er ikke et område med stor velstand, og i krigsårene , da det kneb med mad til
både, mennesker og dyr, stod mange Walisere overfor det svære valg: indskrænkningen af
deres hundehold.
Da fåreavl er en vigtig næringsvej var hyrdehunden den mest uundværlige i det daglige,
hvorfor det blev jagthunden der måtte lade livet. Det var ikke langt fra at racen var ved
at uddø.
Men takket været nogle få særlige hundeinteresserede mennesker, først og fremmest en
slagter og opdrætter ved navn Payne, overlevede den fremragende walisiske spaniels.
Mr & Mrs H.C. Payne
Paynes daglige arbejde bestod i at tage rundt på gårdene og slagte får. Alt
slagteraffaldet tog han med sig hjem og ved hjælp af det holdt han liv i en stor bestand
af Welsh springere, både i sin egen kennel og i en nabokennel.
Efter krigen har især kennel Tarbay ved dr. Esther Richarts haft betydning for racens
videreførelse. Hun har drevet opdræt gennem en menneskealder, og endnu da hun var en
ældre dame holdt hun fast i samme type welsh som da hun startede: en mere lavstammede
spaniel med et kraftigere, mindre ædelt hoved, end welsh springer har i dag.
Siden har welshen opnået større udbredelse, ikke blot i hele Storbritannien, men også i
USA, Frankrig, Tyskland, Holland, og Skandinavien.